Dagpengeperioden

Du kan få dagpenge i 2 år indenfor en periode på 3 år. Dagpengene udbetales i timer.

2 år med dagpenge svarer til, at du kan få dagpenge i 3.848 timer. Får du dagpenge i en hel måned, svarer det til 160,33 timer af din dagpengeret.

Du bliver indplaceret i din dagpengeperiode fra den 1. i den måned, hvor du bliver ledig. Selvom du bliver ledig midt i en måned, så starter din dagpengeperiode stadig den 1. i måneden.

Du kan dog først få udbetalt dagpenge, fra det tidspunkt hvor du er ledig, og tilmeldt jobnet.dk som ledig dagpengemodtager.

Mere om din dagpengeperiode
Din referenceperiode

Du kan bruge dine 2 år – eller 3.848 dagpengetimer – inden for en periode på 3 år. Det er referenceperioden. Når de 3 år er gået, kan du ikke længere gøre brug af dine dagpengetimer. Heller ikke selvom du ikke har opbrugt alle dagpengetimerne.

A-kassen kan forlænge din referenceperiode med perioder, hvor du har:

  • været syg mere end 6 uger, og har modtaget sygedapenge
  • modtaget barselsdagpenge
  • modtaget tabt arbejdsfortjeneste
  • modtaget plejevederlag
Du får en beskæftigelseskonto

Samtidig med at du bliver indplaceret i dagpengeperioden, får du en særlig og personlig beskæftigelseskonto.

Det er en "digital" konto, som åbner op for dig med virkning fra den 1. i måneden, du er blevet ledig. Alt arbejde, som du udfører, mens du er ledig, bliver sat ind på kontoen. Dog ikke arbejde fra drift af selvstændig virksomhed, og heller ikke feriegodtgørelse, du modtager fra en arbejdsgiver.

Beskæftigelseskontoen lukker den dag, du opbruger din dagpengeret. Enten når du har fået din sidste dagpengetime udbetalt, eller din referenceperiode på 3 år er udløbet.

Du kan forlænge din dagpengeret

De løntimer, der indsættes på beskæftigelseskontoen, kan du enten bruge til en helt ny dagpengeret, eller til at forlænge din nuværende dagpengeperiode.

Er du uheldig og opbruger din dagpengeret, inden du har fundet nyt arbejde, kan du hæve af timerne på beskæftigelseskontoen og "veksle" dem til flere dagpengetimer.

Med hver løntime på kontoen kan du "købe" 2 ekstra dagpengetimer. Du kan dog højst hæve 962 timer, svarende til 1 års forlængelse af dagpengeretten.

Hvis du opbruger din dagpengeret

Du starter forfra på et nyt dagpengeforløb, når du igen har samlet 1 års arbejde.

Har du ingen timer stående på beskæftigelseskontoen, skal du genoptjene ny dagpengeret i indkomst. Har du en gyldig dagpengeret eller timer stående på beskæftigelseskontoen, skal du genoptjene ny dagpengeret via løntimer.

Kommer du i den situation, at din dagpengeret er ved at udløbe, vil vi kontakte dig i god tid forinden, og vejlede dig om dine muligheder.

Forkortet dagpengeperiode

Har du fået udbetalt dagpenge svarende til 4 år (7.696 timer) indenfor de seneste 8 år, får du afkortet din dagpengeperiode med 1 måned. 4 år svarer til, at du har fået udbetalt dagpenge i 7.696 timer. (4 x 1924 timer). 8 år svarer til 96 måneder.

Har du fået dagpenge i 7.696 timer indenfor 96 måneder, skal a-kassen afkorte din dagpengeperiode med 160,33 timer.

Hvis du når et forbrug på 7.696 dagpengetimer, på et tidspunkt hvor du modtager ydelser i den forlængede dagpengeperiode, nedskrives din beskæftigelseskonto med 80,17 timer. Du vil derfor højst kunne forlænge din dagpengeperiode med 11 måneder og ikke som almindeligvis med 1 år.

Hvis du når et forbrug på 7.696 timer på et tidspunkt, hvor du har mindre end en måned med dagpengeret tilbage, udskydes afkortningen af din dagpengeperiode, indtil du igen har haft arbejde og bliver genindplaceret i en ny dagpengeperiode. Din nye dagpengeperiode bliver derfor "kun" på 1 år og 11 måneder, mod normalt 2 år.

En afkortning af dagpengeperioden afventer i op til 5 år og bortfalder herefter.

Er du i fare for at få afkortet din dagpengeperiode, skriver a-kassen til dig i så god tid som muligt.